Ankelkæder er yderst undervurderede efter min ydmyge mening. Og derfor vil jeg gerne bruge dagen i dag på at slå et slag for dette, desværre lidt glemte smykke.
Kvinders ankler har siden tidernes morgen altid været forbundet med noget sensuelt -og helt op til 30´erne noget, der helst skulle holdes skjult -selv i den vestlige verden. Først derefter rykkede kjolesømmen opad og det blev legalt at vise strømperne og de fine sko lidt mere frem. Og ankler er stadig sensuelle og en smuk del af den kvindelige krop. Og det skal da hyldes! De simple ankelkæder i guld eller sølv er en smuk måde at fremhæve sin kvindelighed.
Hippie-Joe
Jeg husker selv min første af slagsen, som jeg fik i gave af en af de tilbedere, der i tidens løb har været inde og runde mine stuer. Han var sådan en hippie-agtig type, med stråhat og fisker-bukser -og når der virkelig skulle lægges i brændeovnen, så mødte han op i sin mormors gamle vest i lyseblåt jeans stof. Den, husker jeg, var han meget stolt af og påstod at høste et utal af komplimenter for… Jeg fangede den aldrig rigtig, synes nærmere den lignede lige præcis det, den var. Hans gamle mormors vest. Uformelig og forvasket og helt igennem uklædelig. Men charme, det havde han nu alligevel, med alle hans skæve ideer om sort og hvid magi, urter og sansedans.
Håndarbejde
Ja, ja, man skal igennem meget, inden man finder tråden, ikke sandt? Jeg var i hvert fald helt skudt i manden -i nogle uger… Sådan cirka. Han var massør og sådan lidt freelance -hvilket med andre ord vil sige arbejdsløs. Levede fra hånden til munden og havde sjældent råd til at hoppe forbi den lokale badeanstalt. Og lugtede derefter, hvilket bare var en del af charmen. Det og så hans lange og beskidte negle og ankelkæder af gammelt snor. Ret usselt, nu jeg tænker tilbage, men dengang så jeg igennem fingre med stanken. Jeg var helt solgt. Og det måtte han også have været. For på trods af hans i den grad begrænsede midler, dukkede han en dag op på min trappesten -og strålede over hele ansigtet af stolthed.
Bred ymer, høj karse og græs-urt
Han havde fået skrabet sammen til en gave til mig -han havde opdaget min passion for smykker og ville vise sin begejstring for mig og vores fælles energi, det særlige bånd, der bandt os sammen. Som han sagde, så gik vores auraer ligesom op i flammer, når vi var i samme rum. Det havde han aldrig oplevet før -stærke sager! Men, tilbage til gaven. Jeg aner ikke hvordan han havde fået skrabet pengene sammen, men jeg tænker at der er noget græs-agtigt, der har byttet hænder undervejs -det lugtede lidt derhen af. Han rakte mig stolt en lille firkantet æske, som jeg straks flåede papiret af. Og indeni fandt jeg en lille guldkæde, som han tog og satte omkring min ankel med ordene; dette er den eneste kæde, jeg nogensinde vil binde dig med. Vores kærlighed er stærk, så stærk at vi ikke behøver at sætte hinanden fast og binde os med løfter og ringe.
Kærlighed, kildevand og ankelkæder
Jeg smeltede fuldstændig, det var simpelthen det mest romantiske, jeg nogensinde havde hørt. Og vi nød hinanden, levede af kærlighed og kildevand og økologiske kikærter i flere dage derefter. Og så var han væk. Pludselig og ud af ingenting. Tilbage efter ham var blot dunsten -og min fine kæde om anklen. Jeg var ikke knust. Tror godt, at jeg havde fanget, at han nok ikke helt var min kop the, men jeg var ung og havde ladet mig rive med af det eksotiske og spirituelle væsen, som han var. Med vest og stank og det hele. Helt ok, at han smuttede. Og jeg havde jo stadig min kæde, så egentlig; win win, ikke sandt? Det er nok en af grundene til at jeg stadig elsker disse smykker, de skønne og simple ankelkæder.
