Smykker er min lidenskab! Der er intet i verden, som kan få mig i godt humør, som disse strålende stene og gyldne vedhæng. Elsker følelsen af dem mod min hud eller tyngende i mine ører. Det er ægte lykke!
I mors gemmer
Min lidenskab startede allerede da jeg var en helt lille pige og havde forvildet mig ind på min mors soveværelse og fået fingrene i hendes smukke smykkeskrin. Et af de her smykkeskrin, der viser sig at folde sig ud, når man åbner dem og afsløre flere etager af små skuffer og gemmer. Fyldt med guld, sølv og ædelstene. Jeg var som fortryllet og fuldstændig fortabt i skønheden. Et rent eventyr var det og jeg var straks i gang med at iføre mig alle herlighederne. Perlehalskæder, guldringe, diamant vedhæng og øreringe. Alt kom på, omend ikke i den helt tiltænkte placering. Husker min mors udtryk i ansigtet, da hun konstaterede at hendes datter var gemt under det omvandrende smykkebjerg, der entrerede køkkenet…
Armbånd eller fodlænke?
Armbånd var blevet til lænker om anklerne og øreringene fastspændt overalt på min bluse. Jeg husker at jeg selv var ovenud tilfreds med resultatet. Men det var min mor tilsyneladende ikke. Slet ikke. Jeg blev afklapset og fik tydelige instrukser om aldrig mere at finde vej til hendes smykkeskrin. Til min store sorg. For siden dag var smykker i mine tanker. Dagligt og stort set hele dagen.
Op på cyklen
Jeg måtte dog vente nogle år inden jeg kunne gøre alvor af mine tanker og for alvor kunne starte min egen smykkesamling. For penge hårdt tjent på min daglige avisrute. Inden skolen. Det var benhårdt, men det hele værd. Efter et halvt år på cyklen kunne jeg med stort velbehag lange penge over disken og erhverve mig min allerførste halskæde. I guld og med et smukt ovalt vedhæng med en lille grøn sten. Det var en fryd og jeg kunne slet ikke vente med at komme på cyklen igen, så flere smykker kunne finde sin vej til det smykkeskrin, der endnu var gabende tomt. For halskæden, den havde jeg selvfølgelig på -hele tiden.
Ud i den rigtige verden
Årene gik, samlingen voksede og jeg var efterhånden blevet en stor pige, der flyttede hjemmefra, ud i den rigtige verden. Og derude i den rigtige verden fandt jeg mig en guldsmed, der manglede en ekspedient. Hvilken lykke! Hver dag stod jeg op i 8 timer omgivet af juveler og gyldne kæder. Det var fantastisk og jeg nød hvert et sekund! Lykken varede dog ikke evigt og jeg var nødsaget til at forlade Alladins hule -og få mig en uddannelse. Som jeg den dag i dag ikke har det mindste brug for. Men sådan er livet jo. Man må have en uddannelse, ikke sandt… Så jeg var væk fra mine dyrbarheder i mere end tre år. Og det var en pine. SU og hang til dyre juveler, det klinger bare ikke rigtigt sammen. Der var stille i smykkeskrinet. Forfærdeligt stille. Og det gik op for mig, at det var det, jeg ville. Være sammen med juvelerne igen. Hver dag.
Livet er smykker
Jeg fuldførte min uddannelse til ingen verdens nytte og kunne nu lykkeligt dedikere mit liv til smykkerne igen. Jeg blev smykkedesigner -og det er jeg stadig. Og det er en daglig fryd at arbejde med metallerne og stenene og se hvordan de på skønneste vis forandrer sig og pludselig danner de smukkeste og helt unikke smykker! Det er livet -og der er igen liv i det gode gamle smykkeskrin!!
